… et sekund af verdens åndedrag.
Sidder og kigger ud af mit stuevindue. Vinden blæser rundt i en efterhånden sjælden solstråle. Efteråret er ankommet. Tankerne er sat på slow, og kattene ligger i pelset elegance på sofaen og sover. Falder hele tiden i staver over noget der fanger min opmærksomhed … udenfor i haven, i stuens rum hvor øjet vandrer, og kærligt finder alle de små historier frem af de ting der er her. Samtidig forstyrres jeg også behageligt af ”bevægelser” indeni mig selv. Der er ingen logik i tankerækken, der er som et uendeligt hav. Det er en luksus, at sidde så intenst stille opmærksom og til stede på denne måde.
Det ord jeg bruger mest i mit liv nu, er ”tak”. Jeg er ikke religiøs funderet, og føler ej heller ikke behov for at være samlet i en gruppe, der deler samme tro eller holdning. Jeg føler blot mere og mere en altomfavnende bevidst og italesat taknemmelighed for både stort og småt.
”Savnet” var nok den af alle mine grundfølelser, jeg mærkede mest til som barn, og som kunne gradbøjes i det uendelige. Brugte mange år på at forstå og dissekere denne store størrelse, som ”savnet” var. Som barn skrev jeg dagbøger, og fandt momentvis ro i at sætte følelserne fast på papir. Senere som voksen blev det til digte og sære fortællinger. At skrive var og er et vidunderligt rum at kunne gå ind i, og føle fred. Sammen med kunsten åbnede døren sig til noget ”andet” og større end det altid at savne…
I en vindharpes tone over græs… er fra et gammelt digt, der for længst er visket ud… undtagen denne sætning, der valgte at bo i mit hjerte. Det er et metaforisk vendepunkt, en ny begyndelse, noget smukt der pludselig skete, om at mærke og sanse de simpelteste ting i livet… i ro og stille glæde.
